Så står man dér igen

Så står man dér igen. På kunstudstilling over for værk på værk. Standser op og følger sit øje, der selv er blevet standset af noget, af en detalje. Per Højholts eksempel var i digtsamlingen ”Turbo”(1968) måske lidt pjattet: ”opmærk,somhed”, hvor det mærkelige komma i ordet netop er standsningspunktet. Straks begynder man at spørge efter denne og andre detaljers betydning? Hvad menes der nu med den detalje? Og derpå vil man gerne oversætte hele værket til kendte begreber, så det kan gøre sig i omtalen mellem mennesker, så vi kan tale om, hvad vi så.

Men er det ikke lige præcis, hvad Hanne Skyum selv gør over for sin tåge- og skumringsmotiver? Hun standser op over for naturens væg i de tidlige og sene timer, hvor tingene synes at betyde mere på deres uklare baggrund, end de gør i det klare middagslys. Med de organiske træ- og rodformer prøver hun at sige, formulere, male til udtryk, hvad der trådte frem for hende i det øjeblik, hvor ’øjet standsede’. Med tryk oven på tryk og sat sammen i lodrette serier kombinerer hun sine ’øjestands-ninger’ til opmærksomhedskoncen- trater af menneskelig forsken i naturens former.

Er vi så som tilskuere og betragtere tilfredse med en sådan forkla- ring? Nej, vi vil stadig have vores egen genkendelige betydning, og ikke så gerne kunstens ’ubegrebslighed’. For selv om vi ved, at vores begreber ikke dækker alt, og at der er mellemrum, skyggezoner og ubemærkede områder, så vil vi ikke gerne opholde os ret længe i disse uformulerede og begrebsløse felter, hvor ideer vokser fra intet op til form på næsten usporlig vis. Dér, hvor tingene begynde at betyde, uden at de helt vil sige, hvad de mener, fordi disse betydninger falder uden for vores normale opfattelsesfelt.

Der er altid noget genkendeligt i Hanne Skyums værker. En rodform, et lys, en galakse eller en fugle ok - og dette genkendelige sætter værkets enhed, skønt man ikke præcist kan sige, hvor den ligger. Tag fx de sorte fugle på en lys baggrund, der viser sig som en ok orienteret i forhold til hinanden og om en ikke-synlig genstand, som billedet således kommer til at handle om eller være på vej til. Men de sorte fugle har, som rodslyngningerne eller linjebugtningerne i andre værker, også en anden funktion. De gennemkrydser farve- aden, og får tilskueren til at opholde sig længere i farven på sine ture gennem disse forbundne punkter. I slyngningerne udholder vi længere at være i begrebsløsheden, i fasen af tilblivelse - lige inden forståelsen og den daglige opmærksomhedsløse omgang med tingene. De trods alt genkendelige, men også abstrakte, former trækker os ud i en undren over tilblivelsen af vores opmærksomhed, forlænger vores forbliven i den.

De glidende overgange fx de farveblandede tråde i vævet, eller de små, tilsyneladende ens farvefelter med bare lidt anderledes i farven - eller varieret i formen - disse små forskelle skaber en stemningsver- den, som passer til den voksende betydning i morgendæmringen og aftenskumringen. Og hvad er det så for en betydning, der peges på i alle disse organiske træ- og rodformer? Tage Skou-Hansen så gerne sine personer som ’nøgne træer’ op mod en himmel. Hanne Skyums former og strukturer er af samme art. En indsigt i de uomgængelige naturkræfter, der former os, men også velsignelsen ved at leve ud af en sådan pågående livskraft. Udleveret til natur og velsignet af sam- me natur. Sådan står mennesket under naturens kræfter, og alligevel skærer det sit øjes standsning, som det sker i træsnittet og i vævets trådkryds, ind i samme natur, på vej til at sige det grundliggende hele.

af Bo Hakon Jørgensen